Julen nærmer sig, og på en SU kan det godt være en udfordring på gavefronten, men det behøver det ikke at være! Jeg har fundet syv ting frem, der repræsenterer hver deres kategori af fremragende gaveidéer under 250 bobs til hunkønsvæsner i alle aldre (og hanner, der digger nips og chokolade).
En plante: Det her er næsten essensen af den geniale gave – planter pynter i ethvert hjem, men langt de fleste - eller måske bare mig - er ret ringe til at købe dem til sig selv. Specielt de store af slagsen. Jeg ønsker mig en palme i år, og den her fra IKEA er noget nær perfekt. Desuden: Forestil dig lige hvor godt den ville gøre sig under juletræet? Siger det bare.
Parfume: Nej, man kommer ikke vildt langt for 250 kroner, men en masse parfumer kommer i små, fine taskeversioner, der er helt geniale til ferier! Og så er de også en god mulighed for at prøve en parfume af, før man smider en halv SU efter de store størrelser…
Nipse-skåle: Og så endda med låg! Ge-ni-al til smykker! Og så er den sorte marmor altså virkelig smuk, på en mere underspillet måde end den hvide marmor, synes jeg.
Smykker: Fordi det kan man altid(!) bruge – og det behøver ikke at sprænge budgettet, selvom du går efter ordentlige materialer. Det danske brand Hvisk, har rigtig mange muligheder i (guldbelagt) sterlingsølv til virkelig SU-venlige priser.
Flere skåle: Kan man mærke, at jeg lige er flyttet? Nå, men skåle skal man aldrig gå ned på, og den her fra Broste CPH er SÅ pæn! Instaworthy even. Alternativt har fx Plint også en masse pæne og lidt billigere.
Undertøj: Because yes. Her skal du lige være sikker på størrelsen, så ingen bliver fornærmede (eller skal vente helt til den 27. med at kunne bytte), men så er det altså også en vinder. Den her fra & Other Stories i silke og blonder er et virkelig godt bud!
Chokolade: Den her giver sig selv, ikke? Kan bruges til både pakkelege, julekalendere og som supplement, hvis du gik under budget med gaven. Alt chokolade kan bruges, men Summerbirds er virkelig pæn. Og lækker.
Så hvis du ikke er kommet i gang med dine julegaveindkøb, håber jeg, du kan bruge mine råd.
//Nana